Tidsmaskinen

Der afgaar en tidsmaskine hver time fra Latacunga, i det centrale Ecuador.
Efter at have vaeret i Otavalo, besluttede vi at tage til det centrale hoejland for at vandre. Her kan man vandre mellem smaa indianerlandsbyer, hoeje bjerge og en vulkansk kratersoe. Naturen var ikke helt saa storslaaet som vi havde forventet, men tilgengaeld var det en stor oplevelse at faa et indtryk af landbrugslivet i de smaa indianerlandsbyer.

Vi startede med at tage bussen fra Latacunga til den lille stoevede bjergby Zumbahua. Bussen snoede sig gennem hoejlandet hvor vi kunne se masser af marker, smaa lerklinede huse med straatag og dyr der graessede overalt. Midtvejs paa busturen steg en aeldgammel indianerkvinde paa. Paa det tidspunkt var bussen allerede fyldt til bristepunktet, saa Bjarke rejste sig for hende saa hun kunne sidde ved siden af Sofie. Hun var en meter og tredive hoej, og meget krumboejet og forsvandt helt i sin groenne poncho og utallige sjaler. Hendes spidse lange sorte negle havde gennemboret hendes uldhandsker. Og fra hende stroemmede en dunst af faar og urin! Efter kort tid faldt hun i soevn op af Sofie.
Vi overnattede en aften i Zumbahua, og ville gerne tidligt videre til Quilatoa, men de offentlige busser gik foerst kl. 14, saa da en mand spurgte om vi ville koeres til Quilatoa slog vi til. Vi blev gennet hen til en stor bus og i foerersaedet sad en ca. 12-aarig dreng. Vi taenkt ikke videre over det, foer faren sagde: "Langsomt, langsomt" og derefter hoppede ud af bussen og drengen begyndte at koere. Vi sad med hjerterne i halsen hele turen gennem de snoede bjergeveje, men heldigvis overholdt drengen sin fars raad og vi kom helskindede frem. Paa vejen havde vi dog overskud til at se hvordan de lokale stadig saaede med haandkraft og brugte hakker til at arbejde med.
Fremme i Quilatoa gik vi en tur ned til en kratersoe og naeste dag rundt om den. Vi boede paa et lille familiedrevet hotel, hvor vi ogsaa spiste morgenmad og aftensmad, der var ingen andre steder at spise. Familien sad i pejsestuen og skraellede kartofler og strikkede sammen med gaesterne og der var en hyggelig stemning.
Naeste dag tog vi en pickup-truck (med voksen chauffoer) til Chugchílan, hvor vi boede paa et mere "almindeligt" hotel - med varmt vand! - hvor vi ogsaa brugte dagene paa at vandre. Vi vandrede over et bjerg ned til en taageskov, som i dagens anledning var saa taaget at vi ikke kunne finde stien ind til skoven. Men vi naaede at se nogle kolibrier i taagen inden vi vendte tilbage til hotellet for at spise frokost.
Den sidste dag stod vi op kl. 2.45 for at naa bussen til Saquisili, for herefter at tage videre til Latacunga. Det var markedsdag i Saquisili for de lokale. Saerligt deres dyremarked var meget livligt. Overalt kunne man hoere lyden af skrigende smaagrise og braegende faar. Der blev ogsaa solgt lamaer, koer, geder og masser af kyllinger i bittesmaa bure eller poser.
Traette efter at have vaeret tidligt oppe tog vi bussen videre til Latacunga, og herefter ned til Puyo paa graensen til Amazonas.