Dyrepasning

Saa naaede vi frem til "Peten" - den tropiske lavlandsdel af Guatemala - hvor vi havde laest om et dyrereservat hvor man kan arbejde frivilligt, det vil sige mod betaling for kost og logi.
Stedet hedder ARCAS og ligger i udkanten af junglen ved en stor soe. Det er et reservat for dyr der har vaeret fanget for at blive solgt illegalt som kaeledyr. Hvis smuglerne bliver fanget kommer dyrerne til ARCAS for at blive passet og plejet inden de igen skal ud i naturen. Mange af dyrene kommer dog saa slemt til skade under tilfangetagelsen at de aldrig kan komme tilbage i naturen, ud af otte fangede papegoejer overlever kun en. Det er trist at taenke paa, men sjovt og spaendende at faa lov til at vaere saa taet paa de flotte dyr.
I ARCAS er der baade flere slags papegoejer, broeleaber, edderkoppeaber, en jaguar (ja, der er faktisk nogen der droemmer om at have en jaguar som kaeledyr selvom den kan spise dem i en bid hvis den faar lov!), ocelotter (en anden slags vild kat), en slags vaskebjoern, skildpadder, krokodiller, en slags vaesel og en tukan. Mange af dyrerne er meget agressive og farlige, saa vi maa ikke komme ind i burerne til dem. En voksen edderkoppeabe kan vaere lige saa staerk som to voksne maend og er meget agressiv, saa det er kun de professionelle dyrepassere der maa fodre dem. Heldigvis er edderkoppeabeungerne og broeleaberne mere rolige, saa dem kan vi komme helt taet paa og har givet dem mad flere gange.

Vores foerste dag paa ARCAS startede lige paa og haardt. Vi fik en meget kort rundvisning, stillede vores tasker, og blev saa sendt ind i et af papegoejeburerne for at goere rent. Hvis du hoerer til en af dem der aldrig helt forstod hvorfor "Fuglene" af Alfred Hitchcock skulle vaere skraemmende, saa har du nok aldrig proevet at staa i et bur fyldt med 50 sultne papegoejer der lige har faaet skaaret ned paa deres madration! De skriger og skraepper som gale og flakser omkring lige over hovedet paa en. Ind i mellem lander de ogsaa paa os, og saa gaelder det om at faa basket dem af inden de bider en i oeret. Det er ikke kun paa grund af formen at en papegoejetang hedder som den goer, de kan bide meget haardt.
Men vi overlevede uden at komme til skade, og de sidste to dage har vi passet aber i stedet. De kan ogsaa vaere skraemmende, men til gengaeld kan de huske hvis man jagter dem med en kost, og holder sig saa lidt paa afstand. Som regel slapper de ogsaa af naar de har faaet mad, og det er rigtig fascinerende at se en lille abe smovse i melon paa en halv meters afstand.

Vi har vores eget vaerelse i et stort hus til frivillige. Huset deler vi med en pige fra New Zealand, en belgisk pige, en engelsk mand og tre dyrelaegestuderende fra Guatemala. De er soede og rare og vi har det hyggeligt sammen. Husets uoficielle beboere har vi dog et mere anstrengt forhold til. Vi deler toilet med en "cave spider", vi kender ikke dens danske navn, en stor grim edderkop med lange foelehorn der sidder og stirrer ondt paa en naar man tisser. En enkelt aften var der ogsaa en skorpion paa toilettet, men den er vist flyttet igen. Ude i forhaven bor der to fugleedderkopper og i besoegscenteret moedte vi en blaa-groen slange der var midt i sin frokost - en mellemstor froe. Desuden blev papegoejeburet en dag invaderet af maaske verdens mest irriterende myrere, og det tog os naesten halvanden time at spule dem ud i kloakken med to haveslanger. Inden vi slap af med dem fik vi mindst tyve bid hver, og var paa randen af nervoest sammenbrud.Men saadan er forholdene vist i troperne. Heldigvis har vi forseglet vores snacks godt, saa de ikke bliver invaderet af myrere, som det skete for pigen fra New Zealand - ad.

Vi havde maaske et mere romantisk billede af vores tid som dyrepassere, men er glade for at have proevet det alligevel. Dyrerne er utrolig fascinerende og arbejdedet er faktisk ikke saerlig haardt. Men vi er glade for vi kun har brugt en uge paa det, og ikke syv en halv maaned som drengen fra england.

Paa toppen af Mellemamerika

Saa er Mellemamerikas hoejeste punkt hermed besejret! Vi naaede toppen af den, vist nok, inaktive vulkan Tajumulco soendag morgen kl. ca. 6. Turen der op var ikke helt saa nem som vores guider havde lovet, men det var ikke kun deres skyld.

Vi havde koebt en guidet to dages tur gennem et bureau hvor alle guider er udlaendinge der arbejder frivilligt, og hvor naesten alle pengene man betaler for turerne gaar til velgoerenhed. Turen kostede det samme som med almindelige bureauer, og lederen af vores sprogskole anbefalede stedet, "de ved hvad de laver" fortalte hun os. Det var ogsaa naesten rigtigt. Men det kommer jeg tilbage til.

Turen startede loerdag morgen kl. 4.45 fra Xela (hvor vi bor i oejeblikket). Fredag aften havde vi faaet udleveret vores andele af de faelles forsyninger saa som telt, gryde, vand og mad. Vi var i alt otte der skulle afsted. Fire guider og fire turister, saa vi foelte os i trygge haender. Vi blev dog en anelse forundrede da vi saa to af guidernes tasker. Den ene var en 35 liter dagsturssaek, den anden saa ikke meget stoerre ud. Til sammenligning havde alle fire betalende turister, tasker paa mindst 70 liter, som alle saa ret fyldte ud. En lidt sjov prioritering.

Vi blev koert til busstationen paa ladet af en pick-up truck, og tog derefter to offentlige busser til stedet hvor vandreturen startede. Det gik fint nok, selv om de lokale busser ikke er super komfortable.

Vi startede med at gaa kl. 9.30. Vejret var meget graat, og alt tydede paa at det ville begynde at regne snart. Og ganske rigtigt, kl. ca. 10 begyndte det saa smaat at dryppe.

Stien startede i ca. 3000 meters hoejde, og fra start af var det tydeligt at maerke at vi var hoejt oppe. Der var haardt at gaa og vi blev hurtigt forpustede. Den uoficielle leder af turen, Brandon - en meget udadvendt amerikaner med masser af overskud, havde med glaede i stemmen fortalt at vi kunne gaa i praecis det tempo der passede os, vi var jo en guide per turist. Det viste sig dog at vaere en sandhed med modifikationer. Da vi havde gaaet den foereste time stort set uden pauser begyndte de to andre turister at gaa hurtigere end vi kunne foelge med. En irsk pige fulgte med Sofie og jeg bagerst. Fint nok, hvis ikke det var fordi det ogsaa var hendes foerste gang paa Tajumulco. Det var meget taaget, og efter faa minutter forsvandt fortroppen fuldstaendig af syne. Der var mange stier at vaelge i mellem, og vi for hurtigt lidt vild. Tydeligt irriteret ringede vores guide til Brandon for at han kunne lede os paa rette vej. Han kom tilbage efter os, men det viste sig at vi var gaaet adskellige hoejdemeter for lang op. Meget frustrerende naar man i forevejen sveder og anstrenger sig i tynd lyft. Herefter var vi noed til at saette tempoet op for ikke at fare vild igen. Det var noget der traek taender ud, da vi saa smaat naermede os 3500 meter. Det er altsaa noget der kan maerkes paa vejrtraekningen. Totalt udmattede holdt vi frokost kl. 12 efter at have gaaet uafbrudt i to timer. Herefter fortsatte vi, i den tro at vi var halvvejs. Men pludselig fladede terraennet ud, og vi var ved lejerpladsen kl. 13. To timer tidligere end Brandon havde anslaaet muligt. Det skal lige siges at det fra kl. ca. 11 havde styrtet ned, og vi var alle meget vaade. Men en lille pause havde nu ikke gjort noget.

Naa, der blev brygget varm kakao og slaaet telte op, og herefter var det bare at vente. Vi skulle foerst bestige toppen kl. 04 naeste morgen. Vi fik varmt og toert toej og lagde os til rette i soveposerne, og langsomt fik vi varmen. Vi gik kun ud fra teltet for senere at spise aftensmad. Resten af tiden snakkede vi og legede gaettelege. Det var rigtig hyggeligt. Kl. ca. 20 lagde vi os til at sove.

Det regnede staerkt hele natten og vi fik ikke meget soevn. Kl. 04 pissede det stadig ned, saa vi udskoed topforsoeget til kl. 05. Da klokken var 05 var det pludselig blevet toervejr og helt klart. Vi besteg toppen paa under en time uden stoerre problemer. Fra toppen af vulkanen, i 4220 meters hoejde, kunne vi se til Mexico, store dele af Guatemala. I horisonten spyede en aktiv vulkan aske og skyerne skinnede under os. Et rigtig flot syn, som naesten fik os til at glemme den daarlige tur dagen foer.

Tilbage i lejren spiste vi morgenmad, hvilede lidt og pakkede saa lejren sammen. Nedturen tog ikke mere end halvanden time. Og efter to busture var vi hjemme igen kl. ca. 17 om eftermiddagen.

Turen var alt i alt en lidt blandet oplevelse, som viste sig at vaere noget haardere end vi var blevet lovet. Men bestigningen skete saa ogsaa paa rekord tid. Noget vi dog godt kunne have undvaeret.

Sprogskole i Quetzaltenango

Bloggen har staaet stille i lang tid, men nu haaber vi at faa lidt liv i den og goere alvor af at ligge billeder op (nok foerst efter weekenden).

Vores rejse er nu gaaet videre til Guatemala. Efter et kortere ophold i Antigua kom vi soendag her til Quetzaltenango (som heldigvis ogsaa blot kaldes Xela (she-la)). Vi er kommet her til byen for at gaa paa sprogskole. Antigua er den by i Guatemala med flest sprogskoler, mens Xela bliver betragtet som det mest serioese sted at laere spansk i Guatemala. Saa her er vi altsaa nu.

Soendag aften blev vi indkvarteret hos vores vaertsfamilie, som vi skal bo hos i to uger. Familien bestaar af en mor (Ana Maria), hendes store soen (Jose Manuel) og to andre teenage drenge som vi ikke helt ved hvem er. Moren er socialraadgiver eller lignende og arbejder meget. Hun moeder klokken ni og er ofte ikke hjemme foer otte om aftenen. Selvom der er tradition for at spise frokost hjemme er det ikke altid hun naar at komme hjem til frokosten. Inden hun moeder paa arbejde forbereder hun dagens tre varme maaltider. Hun er ikke saerlig interesseret i at lave mad, hun sagde selv i gaar at "herhjemme laver vi mad fordi det er noedvendigt". Saa maden er ofte ret ensformig, noget med boenner, boennemos, aeg, tortillas og lyst broed. Vi faar i hvert fald boenner to gange om dagen - somme tider tre. Saa udover at de er lidt ensformigt er vores maver ogsaa lidt sjove (laes: vi prutter meget). Men familien er rare, selv de store, fjogede drenge tager sig tid til at snakke med os og goere sig forstaaelige, naar de snakker med hinanden forstaar vi ingenting. Og moren tager sig rigtig god tid til at snakke med os, selvom hun har nok at se til i forvejen. Forleden dag fortalte hun om den politiske uretfaerdighed i Guatemala og fattigdommen som er blevet yderligere forvaerret af at det ikke har regnet nok i aar. Min laerer paa sprogskolen fortalte saaledes at sidste aar kostede et halvt kilo tomater 2 quetzales, mens de i aar koster 5.

Vores sprogskole startede i mandags. Vi er de eneste studerende paa skolen, saa det er lidt specielt. Men skolen er nu ellers fin nok. Vi har timer fra 8-12 hver dag og en-til-en undervisning. Og saa faar vi ogsaa lektier for hver dag. Om eftermiddagen tilbyder skolen forskellige aktiviter, som udflugter eller filmfremvisning. Saa det er ret intensiv indlaering, men det er stadig meget svaert!

I weekenden holder vi lidt fri fra det spanske da vi skal paa vandretur til mellemamerikas hoejeste punkt med en amerikansk guide. Det bliver spaendende at se hvor haardt det er.

Hasta luego!