Paa toppen af Mellemamerika

Saa er Mellemamerikas hoejeste punkt hermed besejret! Vi naaede toppen af den, vist nok, inaktive vulkan Tajumulco soendag morgen kl. ca. 6. Turen der op var ikke helt saa nem som vores guider havde lovet, men det var ikke kun deres skyld.

Vi havde koebt en guidet to dages tur gennem et bureau hvor alle guider er udlaendinge der arbejder frivilligt, og hvor naesten alle pengene man betaler for turerne gaar til velgoerenhed. Turen kostede det samme som med almindelige bureauer, og lederen af vores sprogskole anbefalede stedet, "de ved hvad de laver" fortalte hun os. Det var ogsaa naesten rigtigt. Men det kommer jeg tilbage til.

Turen startede loerdag morgen kl. 4.45 fra Xela (hvor vi bor i oejeblikket). Fredag aften havde vi faaet udleveret vores andele af de faelles forsyninger saa som telt, gryde, vand og mad. Vi var i alt otte der skulle afsted. Fire guider og fire turister, saa vi foelte os i trygge haender. Vi blev dog en anelse forundrede da vi saa to af guidernes tasker. Den ene var en 35 liter dagsturssaek, den anden saa ikke meget stoerre ud. Til sammenligning havde alle fire betalende turister, tasker paa mindst 70 liter, som alle saa ret fyldte ud. En lidt sjov prioritering.

Vi blev koert til busstationen paa ladet af en pick-up truck, og tog derefter to offentlige busser til stedet hvor vandreturen startede. Det gik fint nok, selv om de lokale busser ikke er super komfortable.

Vi startede med at gaa kl. 9.30. Vejret var meget graat, og alt tydede paa at det ville begynde at regne snart. Og ganske rigtigt, kl. ca. 10 begyndte det saa smaat at dryppe.

Stien startede i ca. 3000 meters hoejde, og fra start af var det tydeligt at maerke at vi var hoejt oppe. Der var haardt at gaa og vi blev hurtigt forpustede. Den uoficielle leder af turen, Brandon - en meget udadvendt amerikaner med masser af overskud, havde med glaede i stemmen fortalt at vi kunne gaa i praecis det tempo der passede os, vi var jo en guide per turist. Det viste sig dog at vaere en sandhed med modifikationer. Da vi havde gaaet den foereste time stort set uden pauser begyndte de to andre turister at gaa hurtigere end vi kunne foelge med. En irsk pige fulgte med Sofie og jeg bagerst. Fint nok, hvis ikke det var fordi det ogsaa var hendes foerste gang paa Tajumulco. Det var meget taaget, og efter faa minutter forsvandt fortroppen fuldstaendig af syne. Der var mange stier at vaelge i mellem, og vi for hurtigt lidt vild. Tydeligt irriteret ringede vores guide til Brandon for at han kunne lede os paa rette vej. Han kom tilbage efter os, men det viste sig at vi var gaaet adskellige hoejdemeter for lang op. Meget frustrerende naar man i forevejen sveder og anstrenger sig i tynd lyft. Herefter var vi noed til at saette tempoet op for ikke at fare vild igen. Det var noget der traek taender ud, da vi saa smaat naermede os 3500 meter. Det er altsaa noget der kan maerkes paa vejrtraekningen. Totalt udmattede holdt vi frokost kl. 12 efter at have gaaet uafbrudt i to timer. Herefter fortsatte vi, i den tro at vi var halvvejs. Men pludselig fladede terraennet ud, og vi var ved lejerpladsen kl. 13. To timer tidligere end Brandon havde anslaaet muligt. Det skal lige siges at det fra kl. ca. 11 havde styrtet ned, og vi var alle meget vaade. Men en lille pause havde nu ikke gjort noget.

Naa, der blev brygget varm kakao og slaaet telte op, og herefter var det bare at vente. Vi skulle foerst bestige toppen kl. 04 naeste morgen. Vi fik varmt og toert toej og lagde os til rette i soveposerne, og langsomt fik vi varmen. Vi gik kun ud fra teltet for senere at spise aftensmad. Resten af tiden snakkede vi og legede gaettelege. Det var rigtig hyggeligt. Kl. ca. 20 lagde vi os til at sove.

Det regnede staerkt hele natten og vi fik ikke meget soevn. Kl. 04 pissede det stadig ned, saa vi udskoed topforsoeget til kl. 05. Da klokken var 05 var det pludselig blevet toervejr og helt klart. Vi besteg toppen paa under en time uden stoerre problemer. Fra toppen af vulkanen, i 4220 meters hoejde, kunne vi se til Mexico, store dele af Guatemala. I horisonten spyede en aktiv vulkan aske og skyerne skinnede under os. Et rigtig flot syn, som naesten fik os til at glemme den daarlige tur dagen foer.

Tilbage i lejren spiste vi morgenmad, hvilede lidt og pakkede saa lejren sammen. Nedturen tog ikke mere end halvanden time. Og efter to busture var vi hjemme igen kl. ca. 17 om eftermiddagen.

Turen var alt i alt en lidt blandet oplevelse, som viste sig at vaere noget haardere end vi var blevet lovet. Men bestigningen skete saa ogsaa paa rekord tid. Noget vi dog godt kunne have undvaeret.

Sprogskole i Quetzaltenango

Bloggen har staaet stille i lang tid, men nu haaber vi at faa lidt liv i den og goere alvor af at ligge billeder op (nok foerst efter weekenden).

Vores rejse er nu gaaet videre til Guatemala. Efter et kortere ophold i Antigua kom vi soendag her til Quetzaltenango (som heldigvis ogsaa blot kaldes Xela (she-la)). Vi er kommet her til byen for at gaa paa sprogskole. Antigua er den by i Guatemala med flest sprogskoler, mens Xela bliver betragtet som det mest serioese sted at laere spansk i Guatemala. Saa her er vi altsaa nu.

Soendag aften blev vi indkvarteret hos vores vaertsfamilie, som vi skal bo hos i to uger. Familien bestaar af en mor (Ana Maria), hendes store soen (Jose Manuel) og to andre teenage drenge som vi ikke helt ved hvem er. Moren er socialraadgiver eller lignende og arbejder meget. Hun moeder klokken ni og er ofte ikke hjemme foer otte om aftenen. Selvom der er tradition for at spise frokost hjemme er det ikke altid hun naar at komme hjem til frokosten. Inden hun moeder paa arbejde forbereder hun dagens tre varme maaltider. Hun er ikke saerlig interesseret i at lave mad, hun sagde selv i gaar at "herhjemme laver vi mad fordi det er noedvendigt". Saa maden er ofte ret ensformig, noget med boenner, boennemos, aeg, tortillas og lyst broed. Vi faar i hvert fald boenner to gange om dagen - somme tider tre. Saa udover at de er lidt ensformigt er vores maver ogsaa lidt sjove (laes: vi prutter meget). Men familien er rare, selv de store, fjogede drenge tager sig tid til at snakke med os og goere sig forstaaelige, naar de snakker med hinanden forstaar vi ingenting. Og moren tager sig rigtig god tid til at snakke med os, selvom hun har nok at se til i forvejen. Forleden dag fortalte hun om den politiske uretfaerdighed i Guatemala og fattigdommen som er blevet yderligere forvaerret af at det ikke har regnet nok i aar. Min laerer paa sprogskolen fortalte saaledes at sidste aar kostede et halvt kilo tomater 2 quetzales, mens de i aar koster 5.

Vores sprogskole startede i mandags. Vi er de eneste studerende paa skolen, saa det er lidt specielt. Men skolen er nu ellers fin nok. Vi har timer fra 8-12 hver dag og en-til-en undervisning. Og saa faar vi ogsaa lektier for hver dag. Om eftermiddagen tilbyder skolen forskellige aktiviter, som udflugter eller filmfremvisning. Saa det er ret intensiv indlaering, men det er stadig meget svaert!

I weekenden holder vi lidt fri fra det spanske da vi skal paa vandretur til mellemamerikas hoejeste punkt med en amerikansk guide. Det bliver spaendende at se hvor haardt det er.

Hasta luego!

Mexico paa anden klasse

Efter Taxco er vores tur gaaet videre til Oaxaca.
Oaxaca er en flot koloniby i det sydvestlige Mexico, med mange ruinkomplekser og smaa indianerlandsbyer i naerheden. Det meste kan ses paa en enkelt dag, hvis man tager en arrangeret tur paa ca. 10 timer, hvor man raeser fra sevaerdighed til sevaerdighed. Det havde vi ikke lige lyst til, saa vi besluttede at tage ud til en taeppevaeverlandsby paa egen haand. I foelge guidebogen skulle det vaere meget nemt. Mexico viste sig dog fra en mere besvaerlig side end vi hidtil har set.
Foerste forhindring var at finde andenklasses busstationen, som vi ellers ikke har benyttet os af (luksuslegmer som vi er). Paa gaaturen fik vi set et helt andet Oaxaca end de paene og rolige vi havde set omkring zocaloen, byens centrale torv. Efter at have kaempet os gennem voldsom trafik og snuskede madboder, stod vi pludselig for enden af byen, bogstaveligtalt. Vi besluttede os hurtigt for at vende om og fandt derefter ved et rent tilfaelde indgangen til busstationen. Indgangen var en meter bred, klemt inde mellem madboder og frisoersaloner. Saa langt saa godt. Nu skulle vi bare finde den rigtige bus der i foelge afgangstabellen gik hver time. Efter at have ventet mere end halvanden time uden at have set skyggen af bussen, valgte vi at tage en anden bus til et meget gammelt (3000 aar) og meget stort (42 meter hoejt) trae. Der var vist kun 12 kilometer fra busstationen, men turen tog en hel time. Bussen skulle kaempe sig gennem et mylder af mad- og filmboder inden den kunne saette farten op paa landevejen, og selv der stoppede den oftere end 5A paa Noerrebrogade.
Naa, vi kom frem til traet, og det var stort! Til gengaeld var der intet andet at se paa stedet, saa da vi havde taget nogle billeder og gaaet lidt omkring, tog vi bussen hjem igen.
Udflugten var ikke noget saerligt, men vi fik set et andet Mexico end ellers, og det var egentlig meget fedt (maaske isaer fordi vi ikke oplevede andre ubehageligheder end en varm bus og lidt for meget bilos).

Vi ville gerne have lagt nogle billeder op af traet og Bjarke, nu uden skaeg, og nogen af de andre fine ting vi har set. Desvaerre maa man ikke koble sit kamera til computeren de steder vi har vaeret, saa det maa vente, hvis det overhovedet kan lade sig goere.

Mexico City og Taxco

Nu har vi vaeret i Mexico i 6 dage, og det er stadig underligt for os at taenke paa at vi skal vaere vaek i 5 maaneder. Men vi nyder tiden, omgivelserne og den (fede) mexicanske mad. Groentsagerne i det mexicanske koekken skal man kigge langt efter. Men ellers er maden ganske udemaerket og relativt billigt.

Vores moede med Mexico City, hvor vi var i 4 dage, var relativt hektisk. Metroen som var det foretrukne transportmiddel, var proppet uanset tidspunktet og var desuden stedet hvor alt fra lydboeger til tyggegummi blev solgt. Mest populaert var dog cd'er. Standardudstyret for saadan en saelger var en rygsaek med hoejtalere og et mavebaelte med discmanen. For at man kunne faa et ordentlig indtryk af hvilken musik de solgte, spillede de hoejt og skiftede nummer konstant. Paa en typisk tur i metroen kunne man stoede paa 5 saelgere - saa det var lidt af en fest.

Nu sidder vi i den gamle soelvmineby Taxco, og nyder den mere rolige stemning i byen. Byen er mere turistet end Mexico City, men samtidig meget charmerende med smaa stejle gader og gamle huse. Her er masser af soelv, men ikke helt i den udformning vi havde haabet paa. Men vi har heldigvis masser af tid til at finde andre souvenier...

Bloggen er aabnet

Saa er bloggen aabnet!
Vi vil loebende proeve at skrive nogle indlaeg her og maaske ligge nogle billeder op. Men hvor ofte det bliver er ikke til at sige.