Dyrepasning

Saa naaede vi frem til "Peten" - den tropiske lavlandsdel af Guatemala - hvor vi havde laest om et dyrereservat hvor man kan arbejde frivilligt, det vil sige mod betaling for kost og logi.
Stedet hedder ARCAS og ligger i udkanten af junglen ved en stor soe. Det er et reservat for dyr der har vaeret fanget for at blive solgt illegalt som kaeledyr. Hvis smuglerne bliver fanget kommer dyrerne til ARCAS for at blive passet og plejet inden de igen skal ud i naturen. Mange af dyrene kommer dog saa slemt til skade under tilfangetagelsen at de aldrig kan komme tilbage i naturen, ud af otte fangede papegoejer overlever kun en. Det er trist at taenke paa, men sjovt og spaendende at faa lov til at vaere saa taet paa de flotte dyr.
I ARCAS er der baade flere slags papegoejer, broeleaber, edderkoppeaber, en jaguar (ja, der er faktisk nogen der droemmer om at have en jaguar som kaeledyr selvom den kan spise dem i en bid hvis den faar lov!), ocelotter (en anden slags vild kat), en slags vaskebjoern, skildpadder, krokodiller, en slags vaesel og en tukan. Mange af dyrerne er meget agressive og farlige, saa vi maa ikke komme ind i burerne til dem. En voksen edderkoppeabe kan vaere lige saa staerk som to voksne maend og er meget agressiv, saa det er kun de professionelle dyrepassere der maa fodre dem. Heldigvis er edderkoppeabeungerne og broeleaberne mere rolige, saa dem kan vi komme helt taet paa og har givet dem mad flere gange.

Vores foerste dag paa ARCAS startede lige paa og haardt. Vi fik en meget kort rundvisning, stillede vores tasker, og blev saa sendt ind i et af papegoejeburerne for at goere rent. Hvis du hoerer til en af dem der aldrig helt forstod hvorfor "Fuglene" af Alfred Hitchcock skulle vaere skraemmende, saa har du nok aldrig proevet at staa i et bur fyldt med 50 sultne papegoejer der lige har faaet skaaret ned paa deres madration! De skriger og skraepper som gale og flakser omkring lige over hovedet paa en. Ind i mellem lander de ogsaa paa os, og saa gaelder det om at faa basket dem af inden de bider en i oeret. Det er ikke kun paa grund af formen at en papegoejetang hedder som den goer, de kan bide meget haardt.
Men vi overlevede uden at komme til skade, og de sidste to dage har vi passet aber i stedet. De kan ogsaa vaere skraemmende, men til gengaeld kan de huske hvis man jagter dem med en kost, og holder sig saa lidt paa afstand. Som regel slapper de ogsaa af naar de har faaet mad, og det er rigtig fascinerende at se en lille abe smovse i melon paa en halv meters afstand.

Vi har vores eget vaerelse i et stort hus til frivillige. Huset deler vi med en pige fra New Zealand, en belgisk pige, en engelsk mand og tre dyrelaegestuderende fra Guatemala. De er soede og rare og vi har det hyggeligt sammen. Husets uoficielle beboere har vi dog et mere anstrengt forhold til. Vi deler toilet med en "cave spider", vi kender ikke dens danske navn, en stor grim edderkop med lange foelehorn der sidder og stirrer ondt paa en naar man tisser. En enkelt aften var der ogsaa en skorpion paa toilettet, men den er vist flyttet igen. Ude i forhaven bor der to fugleedderkopper og i besoegscenteret moedte vi en blaa-groen slange der var midt i sin frokost - en mellemstor froe. Desuden blev papegoejeburet en dag invaderet af maaske verdens mest irriterende myrere, og det tog os naesten halvanden time at spule dem ud i kloakken med to haveslanger. Inden vi slap af med dem fik vi mindst tyve bid hver, og var paa randen af nervoest sammenbrud.Men saadan er forholdene vist i troperne. Heldigvis har vi forseglet vores snacks godt, saa de ikke bliver invaderet af myrere, som det skete for pigen fra New Zealand - ad.

Vi havde maaske et mere romantisk billede af vores tid som dyrepassere, men er glade for at have proevet det alligevel. Dyrerne er utrolig fascinerende og arbejdedet er faktisk ikke saerlig haardt. Men vi er glade for vi kun har brugt en uge paa det, og ikke syv en halv maaned som drengen fra england.

Palenque

Inden vi kom til Guatmala var vi en tur i Palenque. Et gammelt ruinkompleks midt i junglen. Vi tog turen derud paa egen haand med forskellige offentlige busser. Da vi efter mange timers rejse (mange flere end beregnet) endelig kom frem til Palenque, blev vi naesten slaaet omkuld af den ekstreme varme. Efter en lille uge i San Cristobal i bjergene var dette en klar modsaetning. Men det var ikke bare varmen vi skulle kaempe imod, men ogsaa de mange ivrige saelgere og uoficielle gudies der tilboed deres hjaelp, som desvaerre var blevet lukket ind paa omraadet. Men ruiner var enormt flotte og imponerende, og saerligt beliggenheden i junglen var meget overvaeldende. Overalt hvor man gik var der hele tiden nye ruiner, nogle store, andre smaa. Vi besteg dog kun to af pyramiderne da varmen virkelig tog pusten fra os.
Efter at have gaaet rundt mellem den storslaaede kultur og natur et par timer, var vi saa gennembloedte af sved at vi besluttede at tage tilbage. Men paa tilbagevejen hoerte vi pludselig nogle hoeje, underlige lyde. Nu var der mange saere dyrelyde i Palenque, men disse var mere voldsomme og kraftige. Vi kiggede op i traekronerne og fik oeje paa et dyr. Vi loeb op paa en pyramide for bedre at kunne se - og pludselig saa vi det begge. Det var en broeleabe! Uden at snakke sammen hev vi den store linse op af tasken og begyndte at tage billeder. I alt saa vi fire aber - en af dem med en unge paa ryggen. Det fik os til at glemme alt om varmen. Vi stod uforstyrret fra andre turister, og kiggede paa aberne i mindst 10 minutter. Langsomt tiltrak abernes broel dog andre turister, saa efter at have faaet vores billeder og en enkelt video med broelene, begav vi os mod udgangen.
Synet af aberne i disse smukke, historiske omgivelser gjorde bestemt turen til noget helt saerligt.