Tidsmaskinen

Der afgaar en tidsmaskine hver time fra Latacunga, i det centrale Ecuador.
Efter at have vaeret i Otavalo, besluttede vi at tage til det centrale hoejland for at vandre. Her kan man vandre mellem smaa indianerlandsbyer, hoeje bjerge og en vulkansk kratersoe. Naturen var ikke helt saa storslaaet som vi havde forventet, men tilgengaeld var det en stor oplevelse at faa et indtryk af landbrugslivet i de smaa indianerlandsbyer.

Vi startede med at tage bussen fra Latacunga til den lille stoevede bjergby Zumbahua. Bussen snoede sig gennem hoejlandet hvor vi kunne se masser af marker, smaa lerklinede huse med straatag og dyr der graessede overalt. Midtvejs paa busturen steg en aeldgammel indianerkvinde paa. Paa det tidspunkt var bussen allerede fyldt til bristepunktet, saa Bjarke rejste sig for hende saa hun kunne sidde ved siden af Sofie. Hun var en meter og tredive hoej, og meget krumboejet og forsvandt helt i sin groenne poncho og utallige sjaler. Hendes spidse lange sorte negle havde gennemboret hendes uldhandsker. Og fra hende stroemmede en dunst af faar og urin! Efter kort tid faldt hun i soevn op af Sofie.
Vi overnattede en aften i Zumbahua, og ville gerne tidligt videre til Quilatoa, men de offentlige busser gik foerst kl. 14, saa da en mand spurgte om vi ville koeres til Quilatoa slog vi til. Vi blev gennet hen til en stor bus og i foerersaedet sad en ca. 12-aarig dreng. Vi taenkt ikke videre over det, foer faren sagde: "Langsomt, langsomt" og derefter hoppede ud af bussen og drengen begyndte at koere. Vi sad med hjerterne i halsen hele turen gennem de snoede bjergeveje, men heldigvis overholdt drengen sin fars raad og vi kom helskindede frem. Paa vejen havde vi dog overskud til at se hvordan de lokale stadig saaede med haandkraft og brugte hakker til at arbejde med.
Fremme i Quilatoa gik vi en tur ned til en kratersoe og naeste dag rundt om den. Vi boede paa et lille familiedrevet hotel, hvor vi ogsaa spiste morgenmad og aftensmad, der var ingen andre steder at spise. Familien sad i pejsestuen og skraellede kartofler og strikkede sammen med gaesterne og der var en hyggelig stemning.
Naeste dag tog vi en pickup-truck (med voksen chauffoer) til Chugchílan, hvor vi boede paa et mere "almindeligt" hotel - med varmt vand! - hvor vi ogsaa brugte dagene paa at vandre. Vi vandrede over et bjerg ned til en taageskov, som i dagens anledning var saa taaget at vi ikke kunne finde stien ind til skoven. Men vi naaede at se nogle kolibrier i taagen inden vi vendte tilbage til hotellet for at spise frokost.
Den sidste dag stod vi op kl. 2.45 for at naa bussen til Saquisili, for herefter at tage videre til Latacunga. Det var markedsdag i Saquisili for de lokale. Saerligt deres dyremarked var meget livligt. Overalt kunne man hoere lyden af skrigende smaagrise og braegende faar. Der blev ogsaa solgt lamaer, koer, geder og masser af kyllinger i bittesmaa bure eller poser.
Traette efter at have vaeret tidligt oppe tog vi bussen videre til Latacunga, og herefter ned til Puyo paa graensen til Amazonas.

Nyt land, nyt kontinent, ny halvkugle!

Saa naaede vi til Ecuador. Vi har dermed bevaeget os til Sydamerika, og ned paa den sydlige halvkugle. Saa anderledes er her nu heller ikke. Vi er selvfoelgelig ogsaa stadig i Latinamerika, og det kan sagtens maerkes. Maden er meget det samme, med lidt faerre sorte boenner og mere stegt kylling og toerre ris. Ikke specielt spaendende. Heldigvis var det heller ikke maden vi tog til Latinamerika for!

Vi startede vores rejse gennem Ecuador i hovedstaden Quito. Her kiggede vi lidt paa kirker og pladser som der er rigeligt af, og var en tur ved aekvator-monumentet. Et utroligt fjollet turistet sted, hvor sevaerdigheden mere eller mindre bestaar af en malet streg paa jorden. Men som Bjarke alligevel var noed til at se, og blive fotograferet med et ben paa hver side af - det har sin charme den slags.
Inde i Quito saa vi ogsaa en kloster-kiosk, hvis man kan kalde det det. Et lille rum hvor nonnerne saelger forskellige ting de selv laver inde i klosteret, som f.eks. cremer mod toer hud, rosenvand og urteekstrater mod soevnloeshed. Det sjove ved stedet er nu at nonnerne ikke maa have direkte kontakt med omverdenen, og derfor saelger deres ting gennem en roterende trae-laage. Naermest ligesom de hjoernelaager der findes i store koekkenskabe, hvor man kan dreje hylden rundt. Smart.

Efter Quito begav vi os foerst lidt nord paa til Mindo, en lille by med tropisk skov taet ved og derefter til markedsbyen Otavalo - hvor vi dog ikke gjorde de store fund.

Farvel til Centralamerika

Der er langt mellem indlaegne her paa bloggen, men jeg haaber I baerer over med os. Der er sket en hel masse siden vi lagde noget op sidst. Vi har bevaeget os gennem tre lande, vaeret paa eventyr baade over og under vandet, og skal nu snart sige farvel til Centralamerika.

Efter vores dyrepassereventyr rejste vi til Bay Islands i Hondurs. Det er tre caribiske oeer der ligger forholdsvis taet paa land, og er meget populaere blandt dykkere. Dykningen var ogsaa det vi kom for - og vi blev ikke skuffede. Vi tog et saakaldt "PADI Open Water Diver" kursus hos "Captain Morgans Dive Center", et standard fire dages kursus. Vi blev nu tvunget til at blive paa oeen i syv dage, da et uvejr gjorde det umuligt at dykke de to foerste dage vi var der. Efter at have terpet teori i to dage kom vi endelig i vandet. Vi vaeltede rundt som babyer der skal laere at gaa, hostede og harkede i luftslangerne og havde propper i oererne, men til sidst fik vi svoemmet en lille tur paa smaa fem minutter under vandet. Desvaerre saa vi naesten ingen ting, da uvejret havde gjort vandet uklart, og vores manglende teknik gjorde at vi hele tiden hvirvlede sand op og oedelagde enhver form for sigtbarhed. Naeste dag var vejret bedre og vandet klarere og vi fik vores foerste dyk ned til otte meter mellem rigtige koralrev og skinnende hvidt sand. Pludselig kunne vi se de mange blaa, gule og groenne fisk der svoemmede lige ved siden af os. Fantastisk! Samme dag dykkede vi en smule dybere og dagen efter dykkede vi ned til atten meter, som er maksimum for et Open Water kursus. Vi dykkede ud til kanten af koralrevet og saa det forsvinde dybt under os, vi svoemmede gennem en knap 1 meter bred kloeft hvor viftekoraller boelgede over os og vi laa vaegtloese og stirrede ind i gabet paa en stor groen morane-aal. Vi saa saa mange fantasktiske fisk i alle mulige farver at det er svaert at beskrive. Dykning i troperne er helt sikkert noget vi har lyst til at proeve igen!

Efter dykkeeventyret rasede vi gennem Honduras og til Nicaragua. Vi havde begge glaedet os meget til at se Nicaragua og havde hoert meget godt om landet - desvaerre blev vi lidt skuffede. Vi ankom foerst til hovedstaden Managua, hvor vi tilbragt natten paa et hotel. Vi gik kun ud for at spise aftensmad saa taet paa hotellet som muligt. Managua er ikke en by man har lyst til at opholde sig i et sekundt laengere end noedvendigt. Naeste dag drog vi videre til Granada der ligger ved breden af Centralamerikas stoerste soe. Byen er flot og charmerende ved foerste oejekast. Men der er vildt mange tiggere som alle jagter turisterne i byen, hvilket goer et besoeg paa en cafe til en ret anstrengende oplevelse. Vi fik dog set en flot soe i et gammelt vulkankrater og proevede en naesten 2 km. lang svaevebane gennem tropisk skov og en kaffeplantage.
Det er ekstremt varmt i Granada, ogsaa om natten, saa efter tre dage i Granada flygtede vi op i bjergene for en kort bemaerkning. Vi tilbragte to naetter paa et lille hotel i natur- og landbrugsreservatet Miraflor. Her vrimlede det med bl.a. kolibrier - bogstavelig talt svaermede om hovderne paa os mens vi spiste morgenmad. Vi gik en lang tur gennem omraadet med en meget faamaelt guide og slappede af. Herefter gik turen til Ometepe, en stor oe i den store soe. Oen bestaar groft sagt af to inaktive vulkaner der rager op af vandet forbundet af en smal stripe jord. Der er mange flotte badestrande og flotte skovomraader hvor vi bl.a. saa broeleaber. Et rigtig flot sted, men desvaerre blev vi lidt forstyrrede af at Bjarke blev lidt smaasyg og maatte forbi en laege. Kombineret med lidt generelt rejsetraethed, en meget daarlig hotelrestaurent (den eneste i mange kilometers omkreds) og nogle rigtig daarlige udlejningscykler gjorde det at vi ikke rigtig havde overskuddet til at nyde den smukke oe.

Humoeret steg hurtigt igen - vi tog tilbage til fastlandet og ud til stillehavskysten. Ved byen San Juan del Sur ligger der en strand hvor flere slags havskildpadder laegger deres aeg. Paa en natlig udflugt saa vi baade en voksen skildpadde mave sig over den lange strand op til det toerre sand for at laegge sine aeg - og massevis af bittesmaa nyklaekkede skildpadder der kaempede sig vej op gennem sandet og ud til havet. Det var en ret fantastisk oplevelse som hurtigt fik os til at glemme de sure miner.

Nu er vi saa naaet til San Jose i Costa Rica. Her fra skal vi flyve til Quito i Ecuador d. 9 november. Det var saa Centralamerika for denne gang. Det er sgu gaaet hurtigt, og vi har virkelig oplevet meget - det har vaeret fedt!