Vel ankommet til Thailand

Vi er nu vel ankommet til vores hotel i Bangkok. Turen er foreløbig gået over al forventning. Vi havde på forhånd gjort os en del tanker omkring at flyve med Magne i over 12 timer. Og vi havde begge to indstillet os på at der nok ville blive en del gråd. Flyturen skulle bare overstås. Men Magne han klarede det med stil, han græd stort set ikke på hele turen, og han klarede fint at få afbrudt søvnen og generelt sove meget mindre end han plejede. Hans natlur blev kun på cirka fire timer, og alligevel har han været i strålende humør i dag. Jo, han er en god rejsebaby (og hans forældre meget stolte).

Far og Magne venter på flyet i Doha lufthavn

Vi fløj med Qatar airways, og mellemlandede i Doha. Flyselskabet kan bestemt anbefales, og det var en sjov oplevelse at flyve med et arabisk selskab. Alt stod naturligvis på både engelsk og arabisk, flymaden var halal og på flyskærmene blev man ikke bare orienteret om tid, hvor langt der var igen m.m., men man blev også konstant orienteret om hvor Mekka befandt sig i forhold til flyets retning.

Vi er netop ankommet til Bangkok lufthavn

Vi landede omkring kl. 7 om morgen Thailandsk tid. Så det har bare handlet om at holde sig vågne i dag, så vi kan få vendt døgnet om. Magne er allerede godt i gang (håber vi!), men vi voksne kom til at sove 2 timer til middag, mens Magne stort set underholdt sig selv (fik vi sagt at vi er stolte af ham?). Så tiden i dag blev mest brugt på at slentre rundt, spise lidt thailandsk mad og orientere os. Mens vi slentrede rundt opdagede vi pludselig et flot, gammelt, men meget velholdt tempel midt i byen. Der var en lille oase midt i den hektiske storby, og overraskende nok ikke andre turister. Der var helt fredeligt og stille, med en duft af røgelse og munke i orange tøj der vandede planter.

Vi slapper af i den lokale park

Vi havde på forhånd læst og hørt om at thailændere er glade for børn. Det passer ikke. De er fuldstændig vilde med børn. Alle som en kigger ned i vognen begejstrede. Selv når Magne har sovet, og det kun er hans små tykke babyfødder man kunne ane, er de begejstrede og råber til hinanden. På hotellet og restauranter vil de holde ham, og man får ikke lov at spise i ro, for der kommer hele tiden en og dikkedikker. Magne tager al opmærksomheden rigtig pænt, men det er lidt overvældende for os.

/Sofie

Glaedelig jul!

Vi bryder stilheden her paa bloggen med et juleindlaeg.

Juleaften blev fejret i Buenos Aires sammen med Sofies foraeldre, Kim og Lisbet. Vi havde indstillet os paa at d. 25 er den vigtigste dag for katolikkerne, som de jo er her i Argentina. Men hvad det kom til at betyde for vores dag d. 24 december, var vi ikke helt indstillet paa. Vi troede at d. 24 var lidt ligesom d. 23 i Danmark. En rejsedag for mange og en almindelig dag for resten. Men saadan var det ikke... Formiddagen virkede almindelig, men hen paa eftermiddagen begyndte alt at lukke og folk forsvandt fra gaderne. Hen under aften da vi skulle have noget at spise, var gaderne naesten helt oede. Der var kun enkelte turister og nogle lokale der kastede med fyrvaerkeri og drak meget store oel. Efter lidt soegen spurgte vi nogle tjenere der var ved at lukke en cafe, hvor vi kunne finde en restaurant. Nede ved havnen loed svaret. Der havde vi ellers haabet vi kunne undgaa at spise, da kvarteret minder om en blanding af Kalvebod brygge og Nyhavn. Men der var ganske rigtigt restauranter der havde aabent. De solgte dog alle dyre julemenueer med indlagt serpentinpause og hvide duge. Det var ikke lige det vi havde indstillet os paa, saa valget stod mellem Hooters (en amerikansk kaede restaurant hvor konceptet er at alle servitricerne har store bryster og meget lidt toej paa) og en bar/grillbar der solgte burgere og pomfritter. Veluddannede og politiskkorrekte som vi bryster os af at vaere, valgte vi grillbaren. Saa julemaden bestod af en burger uden salat eller andre forstyrrende groentsager, pomfritter og Heineken. Sikke et maaltid.
Heldigvis har vi reserveret bord paa et bedre sted i aften, og har endda et endnu bedre i kikkerten, saa det ikke behoever gentage sig.

Juleaften efter middagen tog vi en tur i den lokale katedral og saa lidt julegudstjeneste. Det var meget hoejtideligt, men da de bar et jesusbarn i form af "dukke Lars" med laendeklaede op til alteret, var det svaert at holde masken. Argentina virker paa alle maader mere moderne eller vestligt end resten af de lande vi har rejst i, men hos katolikkerne aendrer tingene sig aabenbart meget langsomt.
Hjemme paa hotellet drak vi vin og taendte den tilsendte juledekoration, som Bjarkes foraeldre havde givet Kim og Lisbet med inden de forlod Danmark. Saa lidt hjemlig julehygge blev det alligevel til.

Vi haaber at alle har haft en god jul og oensker alle et godt nytaar!
Feliz Navidad

Tidsmaskinen

Der afgaar en tidsmaskine hver time fra Latacunga, i det centrale Ecuador.
Efter at have vaeret i Otavalo, besluttede vi at tage til det centrale hoejland for at vandre. Her kan man vandre mellem smaa indianerlandsbyer, hoeje bjerge og en vulkansk kratersoe. Naturen var ikke helt saa storslaaet som vi havde forventet, men tilgengaeld var det en stor oplevelse at faa et indtryk af landbrugslivet i de smaa indianerlandsbyer.

Vi startede med at tage bussen fra Latacunga til den lille stoevede bjergby Zumbahua. Bussen snoede sig gennem hoejlandet hvor vi kunne se masser af marker, smaa lerklinede huse med straatag og dyr der graessede overalt. Midtvejs paa busturen steg en aeldgammel indianerkvinde paa. Paa det tidspunkt var bussen allerede fyldt til bristepunktet, saa Bjarke rejste sig for hende saa hun kunne sidde ved siden af Sofie. Hun var en meter og tredive hoej, og meget krumboejet og forsvandt helt i sin groenne poncho og utallige sjaler. Hendes spidse lange sorte negle havde gennemboret hendes uldhandsker. Og fra hende stroemmede en dunst af faar og urin! Efter kort tid faldt hun i soevn op af Sofie.
Vi overnattede en aften i Zumbahua, og ville gerne tidligt videre til Quilatoa, men de offentlige busser gik foerst kl. 14, saa da en mand spurgte om vi ville koeres til Quilatoa slog vi til. Vi blev gennet hen til en stor bus og i foerersaedet sad en ca. 12-aarig dreng. Vi taenkt ikke videre over det, foer faren sagde: "Langsomt, langsomt" og derefter hoppede ud af bussen og drengen begyndte at koere. Vi sad med hjerterne i halsen hele turen gennem de snoede bjergeveje, men heldigvis overholdt drengen sin fars raad og vi kom helskindede frem. Paa vejen havde vi dog overskud til at se hvordan de lokale stadig saaede med haandkraft og brugte hakker til at arbejde med.
Fremme i Quilatoa gik vi en tur ned til en kratersoe og naeste dag rundt om den. Vi boede paa et lille familiedrevet hotel, hvor vi ogsaa spiste morgenmad og aftensmad, der var ingen andre steder at spise. Familien sad i pejsestuen og skraellede kartofler og strikkede sammen med gaesterne og der var en hyggelig stemning.
Naeste dag tog vi en pickup-truck (med voksen chauffoer) til Chugchílan, hvor vi boede paa et mere "almindeligt" hotel - med varmt vand! - hvor vi ogsaa brugte dagene paa at vandre. Vi vandrede over et bjerg ned til en taageskov, som i dagens anledning var saa taaget at vi ikke kunne finde stien ind til skoven. Men vi naaede at se nogle kolibrier i taagen inden vi vendte tilbage til hotellet for at spise frokost.
Den sidste dag stod vi op kl. 2.45 for at naa bussen til Saquisili, for herefter at tage videre til Latacunga. Det var markedsdag i Saquisili for de lokale. Saerligt deres dyremarked var meget livligt. Overalt kunne man hoere lyden af skrigende smaagrise og braegende faar. Der blev ogsaa solgt lamaer, koer, geder og masser af kyllinger i bittesmaa bure eller poser.
Traette efter at have vaeret tidligt oppe tog vi bussen videre til Latacunga, og herefter ned til Puyo paa graensen til Amazonas.

Nyt land, nyt kontinent, ny halvkugle!

Saa naaede vi til Ecuador. Vi har dermed bevaeget os til Sydamerika, og ned paa den sydlige halvkugle. Saa anderledes er her nu heller ikke. Vi er selvfoelgelig ogsaa stadig i Latinamerika, og det kan sagtens maerkes. Maden er meget det samme, med lidt faerre sorte boenner og mere stegt kylling og toerre ris. Ikke specielt spaendende. Heldigvis var det heller ikke maden vi tog til Latinamerika for!

Vi startede vores rejse gennem Ecuador i hovedstaden Quito. Her kiggede vi lidt paa kirker og pladser som der er rigeligt af, og var en tur ved aekvator-monumentet. Et utroligt fjollet turistet sted, hvor sevaerdigheden mere eller mindre bestaar af en malet streg paa jorden. Men som Bjarke alligevel var noed til at se, og blive fotograferet med et ben paa hver side af - det har sin charme den slags.
Inde i Quito saa vi ogsaa en kloster-kiosk, hvis man kan kalde det det. Et lille rum hvor nonnerne saelger forskellige ting de selv laver inde i klosteret, som f.eks. cremer mod toer hud, rosenvand og urteekstrater mod soevnloeshed. Det sjove ved stedet er nu at nonnerne ikke maa have direkte kontakt med omverdenen, og derfor saelger deres ting gennem en roterende trae-laage. Naermest ligesom de hjoernelaager der findes i store koekkenskabe, hvor man kan dreje hylden rundt. Smart.

Efter Quito begav vi os foerst lidt nord paa til Mindo, en lille by med tropisk skov taet ved og derefter til markedsbyen Otavalo - hvor vi dog ikke gjorde de store fund.

Farvel til Centralamerika

Der er langt mellem indlaegne her paa bloggen, men jeg haaber I baerer over med os. Der er sket en hel masse siden vi lagde noget op sidst. Vi har bevaeget os gennem tre lande, vaeret paa eventyr baade over og under vandet, og skal nu snart sige farvel til Centralamerika.

Efter vores dyrepassereventyr rejste vi til Bay Islands i Hondurs. Det er tre caribiske oeer der ligger forholdsvis taet paa land, og er meget populaere blandt dykkere. Dykningen var ogsaa det vi kom for - og vi blev ikke skuffede. Vi tog et saakaldt "PADI Open Water Diver" kursus hos "Captain Morgans Dive Center", et standard fire dages kursus. Vi blev nu tvunget til at blive paa oeen i syv dage, da et uvejr gjorde det umuligt at dykke de to foerste dage vi var der. Efter at have terpet teori i to dage kom vi endelig i vandet. Vi vaeltede rundt som babyer der skal laere at gaa, hostede og harkede i luftslangerne og havde propper i oererne, men til sidst fik vi svoemmet en lille tur paa smaa fem minutter under vandet. Desvaerre saa vi naesten ingen ting, da uvejret havde gjort vandet uklart, og vores manglende teknik gjorde at vi hele tiden hvirvlede sand op og oedelagde enhver form for sigtbarhed. Naeste dag var vejret bedre og vandet klarere og vi fik vores foerste dyk ned til otte meter mellem rigtige koralrev og skinnende hvidt sand. Pludselig kunne vi se de mange blaa, gule og groenne fisk der svoemmede lige ved siden af os. Fantastisk! Samme dag dykkede vi en smule dybere og dagen efter dykkede vi ned til atten meter, som er maksimum for et Open Water kursus. Vi dykkede ud til kanten af koralrevet og saa det forsvinde dybt under os, vi svoemmede gennem en knap 1 meter bred kloeft hvor viftekoraller boelgede over os og vi laa vaegtloese og stirrede ind i gabet paa en stor groen morane-aal. Vi saa saa mange fantasktiske fisk i alle mulige farver at det er svaert at beskrive. Dykning i troperne er helt sikkert noget vi har lyst til at proeve igen!

Efter dykkeeventyret rasede vi gennem Honduras og til Nicaragua. Vi havde begge glaedet os meget til at se Nicaragua og havde hoert meget godt om landet - desvaerre blev vi lidt skuffede. Vi ankom foerst til hovedstaden Managua, hvor vi tilbragt natten paa et hotel. Vi gik kun ud for at spise aftensmad saa taet paa hotellet som muligt. Managua er ikke en by man har lyst til at opholde sig i et sekundt laengere end noedvendigt. Naeste dag drog vi videre til Granada der ligger ved breden af Centralamerikas stoerste soe. Byen er flot og charmerende ved foerste oejekast. Men der er vildt mange tiggere som alle jagter turisterne i byen, hvilket goer et besoeg paa en cafe til en ret anstrengende oplevelse. Vi fik dog set en flot soe i et gammelt vulkankrater og proevede en naesten 2 km. lang svaevebane gennem tropisk skov og en kaffeplantage.
Det er ekstremt varmt i Granada, ogsaa om natten, saa efter tre dage i Granada flygtede vi op i bjergene for en kort bemaerkning. Vi tilbragte to naetter paa et lille hotel i natur- og landbrugsreservatet Miraflor. Her vrimlede det med bl.a. kolibrier - bogstavelig talt svaermede om hovderne paa os mens vi spiste morgenmad. Vi gik en lang tur gennem omraadet med en meget faamaelt guide og slappede af. Herefter gik turen til Ometepe, en stor oe i den store soe. Oen bestaar groft sagt af to inaktive vulkaner der rager op af vandet forbundet af en smal stripe jord. Der er mange flotte badestrande og flotte skovomraader hvor vi bl.a. saa broeleaber. Et rigtig flot sted, men desvaerre blev vi lidt forstyrrede af at Bjarke blev lidt smaasyg og maatte forbi en laege. Kombineret med lidt generelt rejsetraethed, en meget daarlig hotelrestaurent (den eneste i mange kilometers omkreds) og nogle rigtig daarlige udlejningscykler gjorde det at vi ikke rigtig havde overskuddet til at nyde den smukke oe.

Humoeret steg hurtigt igen - vi tog tilbage til fastlandet og ud til stillehavskysten. Ved byen San Juan del Sur ligger der en strand hvor flere slags havskildpadder laegger deres aeg. Paa en natlig udflugt saa vi baade en voksen skildpadde mave sig over den lange strand op til det toerre sand for at laegge sine aeg - og massevis af bittesmaa nyklaekkede skildpadder der kaempede sig vej op gennem sandet og ud til havet. Det var en ret fantastisk oplevelse som hurtigt fik os til at glemme de sure miner.

Nu er vi saa naaet til San Jose i Costa Rica. Her fra skal vi flyve til Quito i Ecuador d. 9 november. Det var saa Centralamerika for denne gang. Det er sgu gaaet hurtigt, og vi har virkelig oplevet meget - det har vaeret fedt!

Dyrepasning

Saa naaede vi frem til "Peten" - den tropiske lavlandsdel af Guatemala - hvor vi havde laest om et dyrereservat hvor man kan arbejde frivilligt, det vil sige mod betaling for kost og logi.
Stedet hedder ARCAS og ligger i udkanten af junglen ved en stor soe. Det er et reservat for dyr der har vaeret fanget for at blive solgt illegalt som kaeledyr. Hvis smuglerne bliver fanget kommer dyrerne til ARCAS for at blive passet og plejet inden de igen skal ud i naturen. Mange af dyrene kommer dog saa slemt til skade under tilfangetagelsen at de aldrig kan komme tilbage i naturen, ud af otte fangede papegoejer overlever kun en. Det er trist at taenke paa, men sjovt og spaendende at faa lov til at vaere saa taet paa de flotte dyr.
I ARCAS er der baade flere slags papegoejer, broeleaber, edderkoppeaber, en jaguar (ja, der er faktisk nogen der droemmer om at have en jaguar som kaeledyr selvom den kan spise dem i en bid hvis den faar lov!), ocelotter (en anden slags vild kat), en slags vaskebjoern, skildpadder, krokodiller, en slags vaesel og en tukan. Mange af dyrerne er meget agressive og farlige, saa vi maa ikke komme ind i burerne til dem. En voksen edderkoppeabe kan vaere lige saa staerk som to voksne maend og er meget agressiv, saa det er kun de professionelle dyrepassere der maa fodre dem. Heldigvis er edderkoppeabeungerne og broeleaberne mere rolige, saa dem kan vi komme helt taet paa og har givet dem mad flere gange.

Vores foerste dag paa ARCAS startede lige paa og haardt. Vi fik en meget kort rundvisning, stillede vores tasker, og blev saa sendt ind i et af papegoejeburerne for at goere rent. Hvis du hoerer til en af dem der aldrig helt forstod hvorfor "Fuglene" af Alfred Hitchcock skulle vaere skraemmende, saa har du nok aldrig proevet at staa i et bur fyldt med 50 sultne papegoejer der lige har faaet skaaret ned paa deres madration! De skriger og skraepper som gale og flakser omkring lige over hovedet paa en. Ind i mellem lander de ogsaa paa os, og saa gaelder det om at faa basket dem af inden de bider en i oeret. Det er ikke kun paa grund af formen at en papegoejetang hedder som den goer, de kan bide meget haardt.
Men vi overlevede uden at komme til skade, og de sidste to dage har vi passet aber i stedet. De kan ogsaa vaere skraemmende, men til gengaeld kan de huske hvis man jagter dem med en kost, og holder sig saa lidt paa afstand. Som regel slapper de ogsaa af naar de har faaet mad, og det er rigtig fascinerende at se en lille abe smovse i melon paa en halv meters afstand.

Vi har vores eget vaerelse i et stort hus til frivillige. Huset deler vi med en pige fra New Zealand, en belgisk pige, en engelsk mand og tre dyrelaegestuderende fra Guatemala. De er soede og rare og vi har det hyggeligt sammen. Husets uoficielle beboere har vi dog et mere anstrengt forhold til. Vi deler toilet med en "cave spider", vi kender ikke dens danske navn, en stor grim edderkop med lange foelehorn der sidder og stirrer ondt paa en naar man tisser. En enkelt aften var der ogsaa en skorpion paa toilettet, men den er vist flyttet igen. Ude i forhaven bor der to fugleedderkopper og i besoegscenteret moedte vi en blaa-groen slange der var midt i sin frokost - en mellemstor froe. Desuden blev papegoejeburet en dag invaderet af maaske verdens mest irriterende myrere, og det tog os naesten halvanden time at spule dem ud i kloakken med to haveslanger. Inden vi slap af med dem fik vi mindst tyve bid hver, og var paa randen af nervoest sammenbrud.Men saadan er forholdene vist i troperne. Heldigvis har vi forseglet vores snacks godt, saa de ikke bliver invaderet af myrere, som det skete for pigen fra New Zealand - ad.

Vi havde maaske et mere romantisk billede af vores tid som dyrepassere, men er glade for at have proevet det alligevel. Dyrerne er utrolig fascinerende og arbejdedet er faktisk ikke saerlig haardt. Men vi er glade for vi kun har brugt en uge paa det, og ikke syv en halv maaned som drengen fra england.

Palenque

Inden vi kom til Guatmala var vi en tur i Palenque. Et gammelt ruinkompleks midt i junglen. Vi tog turen derud paa egen haand med forskellige offentlige busser. Da vi efter mange timers rejse (mange flere end beregnet) endelig kom frem til Palenque, blev vi naesten slaaet omkuld af den ekstreme varme. Efter en lille uge i San Cristobal i bjergene var dette en klar modsaetning. Men det var ikke bare varmen vi skulle kaempe imod, men ogsaa de mange ivrige saelgere og uoficielle gudies der tilboed deres hjaelp, som desvaerre var blevet lukket ind paa omraadet. Men ruiner var enormt flotte og imponerende, og saerligt beliggenheden i junglen var meget overvaeldende. Overalt hvor man gik var der hele tiden nye ruiner, nogle store, andre smaa. Vi besteg dog kun to af pyramiderne da varmen virkelig tog pusten fra os.
Efter at have gaaet rundt mellem den storslaaede kultur og natur et par timer, var vi saa gennembloedte af sved at vi besluttede at tage tilbage. Men paa tilbagevejen hoerte vi pludselig nogle hoeje, underlige lyde. Nu var der mange saere dyrelyde i Palenque, men disse var mere voldsomme og kraftige. Vi kiggede op i traekronerne og fik oeje paa et dyr. Vi loeb op paa en pyramide for bedre at kunne se - og pludselig saa vi det begge. Det var en broeleabe! Uden at snakke sammen hev vi den store linse op af tasken og begyndte at tage billeder. I alt saa vi fire aber - en af dem med en unge paa ryggen. Det fik os til at glemme alt om varmen. Vi stod uforstyrret fra andre turister, og kiggede paa aberne i mindst 10 minutter. Langsomt tiltrak abernes broel dog andre turister, saa efter at have faaet vores billeder og en enkelt video med broelene, begav vi os mod udgangen.
Synet af aberne i disse smukke, historiske omgivelser gjorde bestemt turen til noget helt saerligt.