Vel ankommet til Thailand

Vi er nu vel ankommet til vores hotel i Bangkok. Turen er foreløbig gået over al forventning. Vi havde på forhånd gjort os en del tanker omkring at flyve med Magne i over 12 timer. Og vi havde begge to indstillet os på at der nok ville blive en del gråd. Flyturen skulle bare overstås. Men Magne han klarede det med stil, han græd stort set ikke på hele turen, og han klarede fint at få afbrudt søvnen og generelt sove meget mindre end han plejede. Hans natlur blev kun på cirka fire timer, og alligevel har han været i strålende humør i dag. Jo, han er en god rejsebaby (og hans forældre meget stolte).

Far og Magne venter på flyet i Doha lufthavn

Vi fløj med Qatar airways, og mellemlandede i Doha. Flyselskabet kan bestemt anbefales, og det var en sjov oplevelse at flyve med et arabisk selskab. Alt stod naturligvis på både engelsk og arabisk, flymaden var halal og på flyskærmene blev man ikke bare orienteret om tid, hvor langt der var igen m.m., men man blev også konstant orienteret om hvor Mekka befandt sig i forhold til flyets retning.

Vi er netop ankommet til Bangkok lufthavn

Vi landede omkring kl. 7 om morgen Thailandsk tid. Så det har bare handlet om at holde sig vågne i dag, så vi kan få vendt døgnet om. Magne er allerede godt i gang (håber vi!), men vi voksne kom til at sove 2 timer til middag, mens Magne stort set underholdt sig selv (fik vi sagt at vi er stolte af ham?). Så tiden i dag blev mest brugt på at slentre rundt, spise lidt thailandsk mad og orientere os. Mens vi slentrede rundt opdagede vi pludselig et flot, gammelt, men meget velholdt tempel midt i byen. Der var en lille oase midt i den hektiske storby, og overraskende nok ikke andre turister. Der var helt fredeligt og stille, med en duft af røgelse og munke i orange tøj der vandede planter.

Vi slapper af i den lokale park

Vi havde på forhånd læst og hørt om at thailændere er glade for børn. Det passer ikke. De er fuldstændig vilde med børn. Alle som en kigger ned i vognen begejstrede. Selv når Magne har sovet, og det kun er hans små tykke babyfødder man kunne ane, er de begejstrede og råber til hinanden. På hotellet og restauranter vil de holde ham, og man får ikke lov at spise i ro, for der kommer hele tiden en og dikkedikker. Magne tager al opmærksomheden rigtig pænt, men det er lidt overvældende for os.

/Sofie